Nyt globalt netværk med speciale i sikkerhed ser dagens lys

Discus Communications har været med til at etablere det nye globale kommunikationsnetværk, Sotiria Comms Network, som har fokus på at hjælpe virksomheder i sikkerhedsbranchen.

Det nye Sotiria Comms Network er etableret af en række PR- og kommunikationsbureauer med dyb forståelse for kommunikation omkring cybersikkerhed og fysisk sikkerhed. Netværket er på nuværende tidspunkt repræsenteret i blandt andet Danmark, Storbritannien, USA, Tyskland og Frankrig, og målet er at få flere af verdens stærkeste kommunikationsbureauer med speciale i sikkerhed med ombord.

Sotiria er opbygget som et formelt partnerskab af uafhængige bureauer, som arbejder inden for teknologi. Navnet stammer fra græsk mytologi, hvor Sotiria er gudinde for sikkerhed og bevarelse. For at leve op til navnet deler alle bureauerne et par karaktertræk: En dyb og bred ekspertise og erfaring inden for cybersikkerhed og fysisk sikkerhed samt en stærk forståelse af effektiv og strategisk kommunikation.

”Sikkerhed står højt på agendaen for mange danske og internationale virksomheder – både på ledelsesgangene og i kommunikationsafdelingerne – og der er i øjeblikket flere, der investerer i innovativ sikkerhedsteknologi. Sotiria består af uafhængige kommunikationsbureauer med stærke sikkerhedsprofiler, og derfor er netværket ideelt til at supportere sikkerhedsvirksomheder i deres kommunikation på både lokalt og globalt plan, uanset om det handler om at vinde indtog på nye markeder eller øge væksten på eksisterende markeder,” siger Niels Christian Jensen, adm. dir. i Discus Communications.

Om Sotiria
Sotiria er sat i søen for at supportere udbydere af fysisk sikkerhed og cybersikkerhed, som ønsker at etablere eller udvikle deres kommunikation omkring deres virksomhedsprofil, produkter eller tjenester enten lokalt eller internationalt. Netværket af PR-professionelle har dyb forståelse af aktuelle sikkerhedsproblematikker, nyheder, lovgivning og direktiver – specifikt for hvert marked – som sikrer, at kunderne skærer igennem og kommer ud over rampen med deres budskaber.

For yderligere information, kontakt venligst:

Niels Christian Jensen, adm. dir., Discus Communications
Telefon: 40 34 71 35; e-mail: nc.jensen@discus-communications.dk